Hjemve

Jeg er dødtræt af at leve i provinsen. Træt af fede fodboldmødre i H2o-sutsko, træt af at der er langt til alting, træt af den manglende mangfoldighed, træt af snæversynede, småborgelige pensionister, træt af de kedelige fester... Ja, jeg kunne blive ved. Jeg er og bliver bare et inkarneret bymenneske, og det eneste sted jeg føler mig rigtig hjemme lige nu, er i de københavnske gader. 

Kun dér føler jeg, at jeg kan få luft og genkende mig selv. Jeg føler mig som den grimme ælling her ude på landet, det er som om jeg slet ikke passer ind, hvilket nogle sikkert ville give mig ret i. At have udsigt til havet har aldrig rigtig sagt mig noget, og selvom jeg bliver tudet ørerne fulde af hvor meget jeg skal sætte pris på at jeg bor sådan et 'skønt' sted, så kan jeg ikke lade være med at længes ind til byen, med en udsigt ud over hustagene i stedet og konstant larm fra gaden om natten. Min bedstemor bor inde midt i byen, på 5. sal, og hvor gang jeg er derinde, åbner jeg vinduet på vidt gab, sætter mig i vindueskarmen med en kop kaffe og kigger ud over byen. Jeg kan sidde sådan en hel nat, og jeg tror aldrig jeg bliver træt af det syn, den luft, de lyde. Jeg flytter efter gymnasiet, men der går ikke én dag, hvor jeg ville ønske at jeg kunne flytte allerede. Puha, jeg bliver helt vemodig ved tanken om at jeg må vente så længe endnu. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide hvor jeg bor, men min kærlighed til københavn er bare en hel del større. Okay, nok deprimerende snak!

Jeg trængte bare lige til at dele min længsel med nogen.. Kender i ikke godt det?

M